Nettet
Pressemeddelelse 16. januar 2003
EbeltoftS.net har holdt lavt profil den seneste tid. Stilhed før stormen håber vi. I hvert tilfælde dem af os, der ønsker høj datahastighed til internettet uden at skulle betale urimeligt meget for det. Bestyrelsen i EbeltoftS.net har bestemt ikke ligget på den lade side. Dels følger vi naturligvis med i og deltager på lige fod med de øvrige bredbåndsforeninger på Djursland i DjurslandS.net. Vi valgte allerede umiddelbart efter den stiftende generalforsamling at gå i venteposition og afvente de første resultater fra pilotprojekterne i de øvrige kommuner. Primært har vores fokus været rettet mod det ambitiøse projekt i Nørre Djurs. De mange frivillige og organiserede i DjurslandS.net har opnået imponerende resultater og overraskende tests gennem efteråret og vinteren. Det har betydet en væsentlig prisreduktion i forhold til de oprindelige priser, der blev meldt ud fra start. Således forventes det, at en almindelig bruger ved en engangsinvestering i udstyr på 2000 kr. vil kunne koble sig op på internettet med en garanteret hastighed på 256 kb for 100 kr. pr. måned. Man kan også vælge engangsinvesteringen fra og så betale 200 kr. pr. måned. Under alle omstændigheder binder man sig som abonnent i 6 måneder.

1. etape i Ebeltoft
Når Ebeltoft er første etape hænger det sammen med byens status. Rådhusbyen er privilegeret, idet den via Kommunedatas lysledere bliver forbundet med amtets fibering. Det vil derfor være centralt for EbeltoftS.net at koble det trådløse udstyr, der skal dække hele Ebeltoft by op på fiberen netop her. Præcis som NørreDjurs.net gør det i Glesborg efter aftale med kommunen. Så langt er vi ikke i Ebeltoft, men en lignende situation er absolut tænkelig. Ikke mindst efter det meget positive møde, som bestyrelsesrepræsentanterne havde med de kommunale repræsentanter torsdag d. 16. januar. Kommunen er bestemt interesseret i at støtte op omkring intentionerne i EbeltoftS.net, og kan se en klar fordel i at koble yderpunkter af kommunen op trådløst. Det er urealistisk på kort sigt at forbinde alle kommunale institutioner via lysledere, som det ses i f.eks. Rosenholm kommune. EbeltoftS.net havde til mødet en række punkter som alle blev mødt med en positiv tilkendegivelse fra kommunen. Først og fremmest er det vigtigt for foreningen, at vi kan blive koblet op på amtets fiberring. Fiberen slutter i rådhuset, og derfor vil det være naturligt at tilslutte EbeltoftS.net´s trådløse udstyr til her. Kun et praktisk problem, der skal løses, var svaret fra de kommunale repræsentanter. Næste skridt er at finde det bedste eksisterende høje punkt i eller omkring Ebeltoft, og skabe de trådløse forbindelser til hhv. rådhuset og til brugerne i Ebeltoft. Helt central er fællesantennen som er kommunalt ejet. Der blev på mødet drøftet flere muligheder, og EbeltoftS.net vil nu diskutere disse internt inden næste skridt. Der er ingen tvivl om, at kommunens velvillighed vil kunne fremskynde hele projektet. Vi glæder os meget til at kunne byde det kommende bestyrelsesmedlem, der skal repræsentere kommunen i EbeltoftS.net, velkommen. Det sker sandsynligvis i allernærmeste fremtid, når kommunen får ansat en ny IT-medarbejder.

2. etape på Mols
Fra Ebeltoft skal der skydes et signal tværs over Vigen. Fuglsø er et godt bud som næste link i den trådløse kæde. Herfra skal der linkes videre til Knebel, hvor endnu en kommunal mast bliver central. Brandstationens mast er i foreningens øjne en oplagt mulighed, men opsætning af udstyr afhænger naturligvis af, om det er foreneligt med det udstyr brandstationen anvender. Alternativt kunne siloen ”på toppen” af Knebel måske anvendes, hvis der kunne træffes aftaler. Fra Knebel skal der linkes videre til Vrinners, hvor en endelig placering af udstyr ikke er besluttet. Det trådløse udstyr i Vrinners skal med tiden linkes videre til et punkt i RøndeS.net, hvorved en ring sluttes. Amtsfiberen går nemlig gennem Rønde by. Denne ring er vigtig at få sluttet, så et eventuelt nedbrud i teknikken kan sende datasignalerne retur gennem den anden mulige vej. Hvis datasignalerne forhindres adgang ved f.eks. overgravning af kabler, en server bryder ned eller skal opgraderes, er det vigtigt at kommunikationen ikke går i stå.

3. etape resten af kommunen
Først når ringen er sluttet skal de øvrige områder i Ebeltoft kommune kobles op. I første omgang bliver det de tættest befolkede områder, der får gavn af projektet, men lynhurtigt herefter skal de øvrige områder dækkes. EbeltoftS.net er klar over, at vi med denne prioritering skuffer borgere i kommunen, men der arbejdes seriøst på at løse problemerne hurtigst muligt. Et eksempel er det mulige samarbejde mellem Powerline Communication og DjurslandS.net. Samarbejdet, der søger en løsning ved brug af det eksisterende el-net – altså at skabe højhastigheds datakommunikation via 220 volt. Da det blev annonceret var vi med det samme på banen med et forslag til pilotprojekt i Grønfeld / Femmøller området. Vi ved allerede nu, at det bliver svært at dække området trådløst på grund af de særlige naturgivne forhold. Morænebakkerne er ikke de trådløse signalers bedste venner. I december var bestyrelsen repræsenteret under en ekskursion med Powerline og DjurslandS.net. Det viste sig hurtigt, at kun Femmøller kan komme i betragtning i en sådan løsning, idet Grønfeld stadig henter elektricitet via luftbårne ledninger.

Tidshorisont og financiering
I den kommende tid vil bestyrelsen arbejde med tidshorisonter for planerne, samt undersøge financieringsmulighederne for projektet. Vi har allerede søgt om midler til opbygning af den nødvendige infrastruktur via Landdistriktspuljen i Indenrigs- og Sundhedsministeriet. I alt er der søgt 500.000 kr. og vi forventer et svar på ansøgningen i løbet af marts måned. Det er klart, at et tilsagn herfra vil kunne fremskynde projektet væsentligt, men skulle et afslag være resultatet, er det ikke ensbetydende med kollaps. Dels har DjurslandS.net allerede udarbejdet realistiske brugerfinancieringsmodeller, og dels fornemmer vi, at der i Ebeltoft kommune generelt er en stor interesse for at støtte op omkring etableringen af det trådløse net.

Det vigtigste omkring projekt EbeltoftS.net er den folkelige lokale opbakning. Vi har allerede set, hvordan man i fællesskab løser opgaven i blandt andet Nørre Djurs. I Ebeltoft kommune kan vi naturligvis også løse samme opgave, med de nødvendige lokale tilretninger.

Generalforsamling
Der indkaldes i øvrigt til første ordinære generalforsamling d. 27. februar kl. 19.30 på Syddjurs Friskole, Molsvej 80a i Egens. Bestyrelsen håber at kunne uddybe planerne yderligere ved denne lejlighed.

Nettet