Nettet
Referat fra Møde i aktivgruppen 14. maj 2002
De tre trin i raketten er ved at være på plads. Tirsdag d. 14. maj blev der på Kulturloftet over Ebeltoft Bibliotek afholdt forberedende aktivitetsudvalgsmøde som et led i forberedelserne til den stiftende generalforsamling efter sommerferien. Allerede nu er der en bunke opgaver, der skal løses, så fundamentet er på plads for den kommende bestyrelse.

Ebeltofts.net bliver den ukommercielle og almennyttige forening, der skal koordinere de lokale bestræbelser på at formidle højhastigheds-egnsnet (Trådløs bredbåndsforbindelse) for alle borgere i Ebeltoft Kommune. Udover denne vigtige opgave, har foreningen desuden et formål om at ville agere koordinator for det allerede startede Bøvl-miljø – et IT-selvhjælpsmiljø for alle interesserede i Ebeltoft. Foreningens hjemmeside – der endnu ikke er på plads – skal på lang sigt gerne bidrage som et egns-websted for alle borgere i kommunen. Ebeltofts.net er en lokalafdeling af DjurslandS.net, og den kommende bestyrelse skal fremover vælge 2 repræsentanter til DjurslandS.net’s bestyrelse.

En af de helt store opgaver for aktivitetsudvalget i Ebeltofts.net bliver at informere borgere og kommune. Der skal samles bindende opbakning til de trådløse opkoblingspunkter i henholdsvis rådhusbynettet og landsbynettene. Helt essentielt bliver det at få indhentet oplysninger om – og tilslutningstilladelser til - de trådløse netværks opkoblingspunkt til amtsfibernettet. Her ser foreningen meget positivt på et samarbejde med Ebeltoft Kommune, og koordinator og bestyrelsesmedlem i DjurslandS.net – Martin Hedegaard – har flere gange opfordret til et sådant samarbejde. Kommunen har givet positivt udtryk for et opklarende møde, men har endnu ikke indkaldt.

På aktivitetsudvalgsmødet blev der nedsat to arbejdsgrupper. Dels en arbejdsgruppe, der har til opgave at synliggøre såvel Ebeltofts.net som Bøvl-miljøet. Dels et decideret koordinationsudvalg i forhold til de kommende bøvl-arrangementer. Som en rettesnor kan alle regne med, at der er Bøvl den anden fredag hver måned. Indtil der er fundet faste fysiske rammer – lokaler – bliver mødestedet i Brændpunktet fra kl. 19.30 – lørdag senest kl. 12. Det lidt mærkelige tidspunkt hænger dels sammen med, at bøvlet med computeren ikke altid vil rette sig efter normale åbningstider på institutioner, og dels er det vigtigt, at der er muligheder for at hvile ud efter en nat i skærmenes skær. Derfor er en normal hverdag ikke den bedste løsning.

Mulighederne for at koble computerne i netværk, samt for at have internetforbindelse er utrolig vigtige ting for det fremtidige Bøvl-miljø. Derfor søger Ebeltofts.net netop nu om mere faste lokaler, der kan dække disse behov, og til at dække eventuelle udgifter er der lavet faste priser for deltagelse i Bøvl-aftenerne. Prisen er 5 kr. / time / deltager dog maks. 25 kr. for et helt arrangement.

På aktivitetsudvalgets vegne!

Martin Hedegaard
Nettet