Nettet
Referat fra den Stiftende Generalforsamling 12. september 2002
Pkt 1: Indledning og velkomst v/ Martin Hedegaard & Henning Thuesen
Præsentation og opsummering af det lokale forarbejde, samt præsentation af Bjarke Nielsen; formand for Bredbåndsforeningen DjurslandS.net.

Pkt 2: Valg af dirigent og referent.
Dirigent: Bjarke Nielsen
Referent: Henning Thuesen

Pkt 3: Forhistorie v/ Bjarke Nielsen. Bredbåndsforeningen DjurslandS.net’s udvikling fra begyndelsen til i dag. DjurslandS.net’s strategi for det kommende år.
Diskussion om antal brugere kontra økonomisk bæreævne. Der er i gennemsnit kakuleret med 44 brugere pr. landsbynet i budget. Skal der flere på, skal der oprettes en celle mere. Dette kan gøres for væsentligt færre midler, og derfor kan fx 54 brugere økonomisk bære 2 celler. Spørgsmål om brug af allerede opstillede kommunikationsmaster. Det er undersøgt og fundet for dyrt. Hvor langt kan teknologien række? Max 1,5 km, for at bibeholde de 11 Mbit. Spørgsmål om serverplads og email. Der er gjort tanker om både mail og serverplads. Tillige IP-telefoni.

Pkt 4: Gennemgang og vedtagelse af forslag til foreningsvedtægter
§ 1 ingen bemærkninger
§ 2 ingen bemærkninger
§ 3 bemærkninger til pkt a teksten ”tænkt som” ønskes slettet. Bemærkning til at EbeltoftS.net er lokalafdeling af DjurslandS.net. Under hensyntagen til middelsøgning ved offentlige instanser etc. Teksten i pkt a ”tænkt som” slettes ellers ingen ændringer.
§ 4 bemærkninger til pkt b understregning af, at der skal vælges 5-7 medlemmer til bestyrelsen alt efter om der er repræsentanter fra erhvervsliv og kommunen. I pkt c tilføjes valg af en 1. og 2. suppleant, den der ved valg for flest stemmer bliver 1. suppleant. I pkt d indskydes, at 1. hhv. 2 suppleant afløser bestyrelsen efter behov. I pkt e stk 4 rettes fejl i stavemåden af DjurslandS.net (lille n stort S). Pkt g tilføjes at udvælgelse af bestyrelsesposter senest 14 efter generalforsamlingen fordeles. Derudover ændres teksten til at ”bestyrelsen vælger af sin midte sin…”. Pkt j tilføjes, at bestyrelsen er beslutningsdygtig når 4 eller derover er mødt frem til bestyrelsesmøde. Pkt k tilføjes, at beslutningsprotokolat offentliggøres på websted. Nyt pkt l tilføjes, alle foreningsmedlemmer kan overvære bestyrelsesmøderne men uden stemmeret. Bestyrelsen kan under et møde give fremmødte medlemmer taleret.
§ 5 Pkt. b ændres teksten til ”en bilagskontrollant og en bilagskontrollant-suppleant.” Pkt d tvivl omkring de hævdvundne krav. Snak om formulering af at ”Indkaldelse kan suppleres med udsendelse af…” – ingen ændring. Nyt pkt g – vedtægtsændringer besluttet på en generalforsamling skal bekræftes på en ekstraordinær generalforsamling med 2/3’s flertal af de fremmødte stemmeberettigede.
§ 6 ingen bemærkninger
§ 7 Pkt a teksten ”Maren i kæret” udelades.
§ 8 Pkt b spørgsmål om økonomisk solidaritetshæftelse – ingen ændringer

Vedtægterne blev herefter enstemmigt vedtaget og ser ud som følger:

Vedtægter for
Bredbåndsforeningen EbeltoftS.net
Besluttet på den stiftende generalforsamling på Daghøjskolen i Ebeltoft torsdag d. 12/9 2002.
§ 1. NAVN OG HJEMSTED:
a. Foreningens navn er Bredbåndsforeningen EbeltoftS.net.

b. Foreningens hjemsted er Ebeltoft Kommune.

§ 2. FORMÅL:
Bredbåndsforeningen EbeltoftS.net er en almennyttig og ukommerciel forening oprettet med følgende 4 formål:
a. At formidle etablering af højhastigheds-egnsnet beregnet for alle i Ebeltoft Kommune.

b. At formidle tilgængeliggørelse af højhastigheds-Internetadgang på rimelige vilkår overalt i Ebeltoft Kommune.

c. At formidle udvikling af et egns-websted for alle borgere i Ebeltoft Kommune og af et samlet web-sted for alle på hele Djursland.

d. At formidle dannelse af åbne IT-selvhjælps miljøer – evt. med eget værksted - i Ebeltoft Kommune, alá Computer-Bøvl-miljøet i Nørre Djurs Kommune.

§ 3. ORGANISATION:
a. Bredbåndsforeningen EbeltoftS.net er en interesseorganisation for forbrugerne af bredbåndsnet i Ebeltoft Kommune og er for at varetage denne interesse organiseret som en lokalafdeling af paraplyorganisationen DjurslandS.net.

b. Foreningen skal søge at koordinere alle de lokale bredbåndsinitiativer indbyrdes og skal søge at koordinere sig med bredbåndsinitiativer andre steder på Djursland gennem DjurslandS.net.

§ 4. BESTYRELSEN:
a. Bestyrelsen varetager foreningens overordnede formål.

b. Bestyrelsen består af 7 medlemmer. Der tilstræbes at 1 repræsentant kommer fra administrationen i Ebeltoft Kommune og at 1 repræsentant kommer fra Ebeltofts erhvervsliv. Bestyrelsens øvrige poster beklædes af repræsentanter valgt blandt de fremmødte på den årlige generalforsamling. 2 af bestyrelsens medlemmer skal repræsentere Ebeltoft i bestyrelsen for DjurslandS.net. (DjurslandS.net´s bestyrelse består af 2 repræsentanter fra hver af de 8 Djurslandskommuners lokalafdelinger).

c. Bestyrelsens medlemmer vælges normalt for to år. For at undgå en situation hvor hele bestyrelsen udskiftes på én gang er 3 på valg i ulige år og 4 i lige år. Efter første år skal de 3 eller 4 bestyrelsesmedlemmer der fik færrest stemmer ved den stiftende generalforsamling på valg. Ved generalforsamlingen vælges desuden 2 suppleanter. Den der får flest stemmer er førstesuppleant.

d. Udgår et bestyrelsesmedlem i utide, tiltræder første- hhv. anden-suppleant. I fald dette ikke kan lade sig gøre supplerer bestyrelsen sig selv med en relevant initiativtager for det pågældende område, indtil en repræsentant igen kan overtage initiativet, eller indtil næste generalforsamling.

e. Bestyrelsens opgaver er:
1. At koordinere og fremme bredbåndsinitiativer i Ebeltoft Kommune.
2. At formidle informationsudveksling imellem EbeltoftS.net og de øvrige lokale fællesinitiativer organiseret under DjurslandS.net.
3. At ajourføre de til enhver tid relevante kravs-specifikationer, som forhandling og indgåelse af aftaler med samarbejdspartnere skal baseres på.
4. At medvirke ved forhandling og indgåelse af aftaler mellem det eller de enkelte bredbåndsinitiativ(er) og diverse samarbejdspartnere, på en sådan måde at forhandlingspositionen styrkes af at ske via DjurslandS.net på hele Djurslands vegne.
5. At fremme foreningens fire formål gennem situationsanalyse, prioritering og igangsættelse af relevante initiativer.

f. Bestyrelsen kan nedsætte forskellige arbejdsgrupper til løsning af konkrete opgaver.

g. Senest 14 dage efter generalforsamlingen vælger bestyrelsen af sin midte sin formand, næstformand og sekretær samt evt. kasserer.

h. Bestyrelsen træffer sine beslutninger ved almindelig flertalsbeslutning, men skal søge at tilgodese alle synspunkter.
i. Beslutning træffes ved hemmelig afstemning hvis blot et medlem ønsker dette.

j. Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 4 er mødt. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

k. Bestyrelsen tilrettelægger selv sit arbejde og forretningsorden og bestyrelsen drager omsorg for at der føres et beslutningsprotokolat som offentliggøres på foreningens hjemmeside.

l. Alle foreningens medlemmer kan overvære bestyrelsesmøderne uden stemmeret. Bestyrelsen kan under et møde give fremmødte foreningsmedlemmer taleret.

§ 5. GENERALFORSAMLING:
a. Den årlige generalforsamling skal afholdes inden udgangen af februar måned hvert år. Første ordinære generalforsamling skal således afholdes inden udgangen af februar 2003.

b. Generalforsamlingen vælger en bilags-kontrollant og en suppleant for denne.

c. Foreningen kan nedlægges, hvis nedlæggelse besluttes både på en lovlig indvarslet generalforsamling og en efterfølgende ekstraordinær generalforsamling, tidligst 4 uger efter.

d. Både generalforsamling og ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes med begrundet dagsorden der opfylder nærværende vedtægter såvel som alm. forenings-vedtægters hævdvundne krav til udformning af dagsorden for en generalforsamling. Lovlig indkaldelse af en generalforsamling skal ske ved offentliggørelse på foreningens hjemmeside, www.EbeltoftS.net, senest 4 uger før. Indkaldelse kan suppleres med udsendelse af e-mail til medlemmerne og med annoncering.

e. Forslag til en generalforsamling skal tilsendes bestyrelsen senest 3 uger før dens afholdelse og skal offentliggøres på foreningens hjemmeside senest 1 uge før.

f. En ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes ved flertalsbeslutning i bestyrelsen eller når 10 medlemmer med skriftlig begrundelse og underskrift begærer dette overfor lokalforeningens formand.

g. Vedtægtsændringer besluttet på en generalforsamling skal bekræftes med 2/3 stemme-flertal af de fremmødte ved en ekstraordinær generalforsamling.

§ 6. MEDLEMMER:
a. Har man gennem medlemskab af DjurslandS.net tilkendegivet sin interesse for Bredbåndsforeningens arbejde i Ebeltoft Kommune optages man automatisk som medlem i lokalafdelingen EbeltoftS.net.

b. Medlem er folk med tilknytning til Ebeltoft Kommune og som overfor foreningen tilkendegiver sin interesse i bredbånd og i den forbindelse oplyser sin identitet.

c. Indmelde sig i foreningen kan enkeltpersoner, husstande, virksomheder, institutioner, klubber, foreninger o.s.v. Indmeldingen tæller dels med det antal individer og dels det antal bredbånds-tilslutninger som der reelt er tale om.

d. Medlemskab søges indtil videre holdt gratis, men på den årlige generalforsamling - eller på en ekstraordinært indkaldt generalforsamling - kan der vedtages kontingentbetalinger.

e. Såfremt et medlem ikke har indgået en særlig abonnementsaftale eller lignende med foreningen er medlemmet ikke forpligtet på nogen som helst måde gennem foreningen, og er dermed heller ikke forpligtet af foreningens aftaler med samarbejdspartnere og udbydere.

§ 7. FÆLLES FOR BREDBÅNDSINITIATIVER ORGANISERET I DJURSLANDS.NET:
a. Det enkelte bredbåndsinitiativ skal organisere sig åbent for alle, skal varetage alles interesser og skal fungere demokratisk. Dog skal initiativet arbejde mest solidarisk for de som er vanskeligst stillede, således at der hurtigst muligt tilvejebringes mulighed for ægte bredbåndsadgang for ubetinget ALLE på rimelige vilkår, indenfor initiativets geografiske område. M.h.t. reel mulighed for adgang til bredbåndstilslutning må de ældre og børnene ikke lades i stikken, uanset hvor de befinder sig.

b. De enkelte initiativer skal i øvrigt arbejde seriøst og ukommercielt for foreningens fire formål, men kan indenfor rammerne af de her nævnte regler organisere sig som de finder hensigtsmæssigt.

c. Da Bredbåndsforeningen DjurslandS.net søges drevet uden indtægter og udgifter må de lokale fællesinitiativer forestå de nødvendige udgifter til arrangementer m.v.

d. Bredbåndforeningen DjurslandS.net formidler på bestilling fra lokalafdelingerne indkøb af grej til slutbrugerne, og for at sikre storkøbsfordele for hele DjurslandS.net er de lokale bredbåndsinitiativer forpligtet til at deltage i dette fællesindkøb, medmindre den fælles bestyrelse undtagelsesvis beslutter andet.

§ 8. ØKONOMI:
a. Foreningens aktiviteter kan i øvrigt støttes med frivillige bidrag fra fonde, medlemmer, offentlige myndigheder og lignende - lokalt såvel som regionalt - og bestyrelsen kan indgå låneaftaler. Abonnementstegningsordning koordineres og vedtages i DjurslandS.net´s bestyrelse med gyldighed for alle lokalafdelinger.

b. Hvis der modtages bidrag eller hvis det på en generalforsamling eller ekstraordinær generalforsamling besluttes at opkræve kontingent eller hvis/når DjurslandS.net´s bestyrelse tager initiativ til abonnementstegning eller hvis foreningen på anden måde involveres økonomisk i de projekter som den tager initiativ til, skal der for hvert år udarbejdes et regnskab, der skal fremlægges til godkendelse på det efterfølgende års ordinære generalforsamling. Det enkelte bestyrelsesmedlem kan fordre konsekvenser af en evt. beslutning vurderet af foreningens advokat og revisor forud for endelig beslutning i bestyrelsen.

c. Hvis foreningen nedlægges skal eventuelle overskydende midler overføres til frivilligt arbejde der fremmer adgang til informations teknologien for flest muligt ældre i Ebeltoft Kommune.
Ebeltoft, torsdag d. 12/9 2002.

Pkt 5: Udvælgelse af 5-7 kandidater
Opstillede kandidater:
Henning Thuesen
Martin Hedegaard
Hasse Toft
Lars Gredal
Nicolai Thorning
Frank Halle
Kurt Birkedal


Pkt 6: Valg til bestyrelsen
Valgte til bestyrelsen for 1½ år:
Martin Hedegaard
Henning Thuesen
Frank Halle
Kurt Birkedal
Valgte til bestyrelsen for ½ år:
Hasse Toft
1. Suppleant:
Lars Gredal
2. Suppleant:
Nicolai Thorning

Bilagskontrollant:
Jørgen Ørgaard
Bilagskontrollantsuppleant:
Svend Erik Kjær Laursen


Pkt 7: Afslutning

Nedsatte arbejdsgrupper:

Net-gruppe:
Carsten Thuesen
Hans Jørgen

Web-gruppe:
Svend Erik Kjær Laursen

Bøvl-gruppe:
Flemming Callesen
Niels Gradman
Lars Gredal
Jeppe Ladefoged

Bestyrelsen for EbeltoftS.net
Nettet